Løsgjorthed

Løsgjorthed bliver nævnt tidligt i uddannelsesstigen. Den er nøglen til dressuren, og bør være det punkt man aldrig går på kompromis med, og altid vender tilbage til hvis hesten viser mismod. Uden løsgjorthed, bliver dressuren aldrig smuk.

Men hvad er løsgjortheden egentlig – rent fysisk i hestens krop? Hvordan ser en løsgjort hest ud, og hvordan føles den for rytteren? Dette er væsentlige spørgsmål hvis man som rytter skal kunne forstå vigtigheden af løsgjortheden, og dermed kunne arbejde målrettet for at skabe og bevare den.

Rent biomekanisk, er en løsgjort hest en, der lader bevægelsen fra bagbenene flyde hele vejen igennem kroppen, helt ud til mulespidsen. En løsgjort hest spænder ingen steder i ryggen eller halsen, men lader den bølgende bevægelse uhindret flyde fremad. Med dette følger bagben der uden spændinger lader sig svinge godt indunder hestens krop. Løsgjortheden er kun opnåelig når hesten går med en løftet ryg, da den løftede ryg er en forudsætning for bagbenenes indundergriben samt den uhindrede bevægelse i ryg og hals.

De færreste heste vil under rytteren være særligt løsgjorte fra naturens side. Vægten af sadel og rytter, presset fra gjorden, restriktionerne i rytterens hånd samt rytterens mere eller mindre fleksible sæde er alle faktorer der som udgangspunkt begrænser hestens løsgjorthed. For at genskabe løsgjortheden kræves flere ting; hesten må lære at acceptere og ”ignorere” vægten på ryggen samt presset fra gjorden, mens rytteren må lære at være fleksibel og eftergivende i tøjlen samt at følge hesten med sit sæde uden på nogen måde at begrænse hestens bevægelse.

Med dette som udgangspunkt, kræves dog stadigvæk målrettet og helt bevidst arbejde fra rytterens side. Rytteren må først lære at genkende den løsgjorte hest; han kan mærke at ryggen bliver aktiv i en bølgende bevægelse under hans sæde, og han kan mærke at denne bevægelse resulterer i en hals der strækker sig frem til tøjlen, samtidig som manken løftes en anelse opad for hvert skridt forbenet tager. Især når rytteren giver en schenkel, vil den løsgjorte hest med en blød hals, få et endnu bedre sug på tøjlen – den vil søge frem-ned, og manken vil løftes yderligere. Den løsgjorte hest bøjer sig momentant for rytterens sæde- og tøjlehjælp, og den accepterer uden spændinger at rytteren ændrer hestens bøjning fra den ene til den anden side (her menes selvfølgelig bøjningen i hele hestens krop – en bøjning af halsen kun er meget uhensigtsmæssig for det endelige resultat af hestens uddannelse). En løsgjort hest er også enormt blød i munden, og ”hjælper” aktivt rytteren med at bibeholde den jævne tøjlekontakt. Det er med andre ord meget nemmere for rytteren at holde en jævn blød kontakt til hestens mund når hesten er løsgjort (med en ikke-løsgjort hest er kontakten tit ujævn, til trods for rytterens gode intentioner og indsats for at holde kontakten jævn).

Jeg har ikke som hensigt i at blande mig for meget i præcis hvordan rytteren arbejder med at løsgøre sin hest – der findes et hav af muligheder og metoder, og selv kender jeg nok kun få af dem. Det er ikke sikkert at det der virker for mig, virker for alle heste og ryttere. Desuden er det svært at beskrive metoder på skrift, da der er mange detaljer samt mange ”hvis nu dit, så prøver vi dat, osv”. Men jeg vil gerne give en idé omkring principperne;

Siden vi ved at løsgjortheden forudsættes af en løftet ryg (brystkasse, lænd), samt en ryg og hals uden spændinger, er det her vi bør sætte ind. Man kan bruge både tøjle og schenkel til at løsgøre hesten, og beviset på at hesten blev mere løsgjort som resultat af vores indsats er umiddelbar; den søger frem og ind i tøjlen så snart vi giver efter, ryggen bliver mere bevægelig, manken løftes en anelse, bagbenet træder endnu længere indunder hesten, og ikke mindst, så bliver kontakten i tøjlen blødere og samtidig mere stabil.

Med den unge hest (eller ved genindlæring af den ældre hest) der stadig ikke har lært at bevæge sig løsgjort, bør vi først og fremmest arbejde med reaktionsmønstret: En ensidig eller dobbelsidig halv parade i tøjlen (selv starter jeg ensidig og på cirklen), efterfulgt af håndens eftergivenhed skal følges af halsens stræk frem-ned. Den halve parade kan være en kortvarig lukning af hånden eller en lille lirken – men hjælpen må aldrig være så kraftig at hovedets position ændres som følge. Hvis hesten ikke følger frem-ned når hånden giver efter, lukkes hånden igen, og der gives schenkel (hvis man arbejder ensidig og på cirklen, gives indvendig schenkel samtidig med at indvendige bagben føres frem). Dette vil give en bedre indundergriben samt et bedre rygløft, og dermed gøre hesten i stand til at følge hånden frem-ned. Man giver efter idét man afslutter schenkelhjælpen (når bagbenet er ca 2/3 fremført). Det er meget vigtigt at man aldrig hænger i den indvendige tøjle – varigheden af en halv parade er meget kort, og efterfølges altid af eftergivenhed. Med kort mener jeg stort set at hjælpen ikke varer længere end den tid det tager at sige ”hjælp” :)

Selv bruger jeg ikke halve parader i den udvendige tøjle på den unge hest, da dette kan virke ret voldsomt for hesten, og desuden begrænse det stræk vi jo så gerne vil have frem til den udvendige tøjle. Jeg plejer at sige at den udvendige tøjle er ”hestens tøjle” indtil den er nået relativt langt i uddannelsen. Jeg mener dog at man på heste med en korrekt buet hals, godt kan holde en passiv, eftergivende, jævn kontakt i den udvendige tøjle helt fra starten, både for at give hesten en blød stabil støtte, men ikke mindst for at arbejde henimod at det er ved hjælp af den udvendige tøjle vi kan bestemme bøjningsgraden og afkorte/forlænge rammen i fremtiden (selvfølgelig i kombination med sædets hjælp). Men hvis man har en hest der ”vender forkert”, mener jeg at kontakten i begge tøjler vil opfordre den til at vende endnu mere forkert, da halsen vil forkortes den forkerte vej. Med sådan en hest arbejder jeg først med at få halsen dyb og lang nok til at den vender korrekt, før jeg introducerer udvendige tøjle. Dette kan tage alt fra 10 minutter til et halvt år, afhængig af hesten og rytterens evner.

På den uddannede hest er det helt essentielt at indse at det er den udvendige tøjle der er rytterens vigtigste tøjle – man må på ingen måde blive hængende ved den indvendige tøjle. Jeg præciserer dette så mit skrevne ord ikke bliver misforstået. Den uddannede hest rides fra indvendige ben til udvendige tøjle. Kun på denne måde får man en hest i ægte balance.

Tydelige tegn på manglende løsgjorthed, er at hesten reagerer med at løfte hovedet når man giver en schenkel (som udtryk for at den sænker ryggen og begynder at skubbe mere i stedet for at bære mere), samt taktfejl som for eksempel pasagtig gang i skridt, samt firetaktet gallop.