At forflytte vægten bagud og skabe sving

(Se også "tyngdepunkt, balance og energi")

En af årsagerne til at det er så svært for mennesket at forestille sig hvordan hesten fungerer i bevægelse, er at den er skabt grundlæggende helt anderledes end os. Mennesket sætter for eksempel kroppen i frit fald fremad hver gang vi vil tage et skridt. Dette er så grundlæggende naturligt for os at det kan være svært at indse at dette koncept ikke gælder for hesten. Når mennesket læner vægten fremad, kommer kroppen i ubalance, falder fremad, men reddes i det næste øjeblik af et ben der placeres elegant under vores tyngdepunkt før hele processen gentages og vi har skabt vores skridtgang fremad.

Hesten har to par ben, der fordeler kroppens vægt mellem sig. Når hesten skal bevæge sig fremad, kan den ikke bare sætte sin krop i frit fald som vi mennesker kan. Men vi kan forestille os at hestens 4 ben tilsammen skal varetage de samme opgaver som vores 2 ben – de fordeler dem bare imellem sig. Når forbenet løftes, kan bagbenet skabe det ”frie fald” ved at skubbe fra, og skridtgangen er hermed skabt. Bagbenet har altså som primær opgave at skabe fremdriften, mens forbenet tager for i det ”frie fald” (derudover deles de 4 ben om at optage hestens vægt). Dette skaber den basale bevægelse hvor hesten kan flytte sig fra A til B. Denne form for bevægelse ser dog ikke særlig elegant eller fleksibel ud, og den kræver ikke træning, da det er en bevægelsesform som hesten kender helt fra fødslen af.

Men hesten begynder allerede som føl at øve sig på at optage mere vægt på bagbenene så forparten kan blive let og uafhængig. Vi kan tidligt se den stejle og lave spring over jorden. I trav kan vi se at den til tider bevæger sig meget let og elegant. Efterhånden som føllet bliver til plag, og dens krop bliver uproportioneret og den måske også har smerter i knogler og muskler, bliver dens bevægelser igen ufleksible og uelegante.

Når vi starter at arbejde med den 3-årige hest undrer vi os i mange tilfælde over om den nogensinde vil kunne bevæge sig elegant igen. Dens bevægelser er blevet meget jordnære og når rytteren kommer op på ryggen bliver det endnu værre. Forparten bliver tung, og hesten bevæger sig fremad kun ved hjælp af den basale gangart hvor bagbenet skubber og forbenet tager for. Der er stort set ingen luft, elegance, sving, svæv eller fleksibilitet i gangen. Så hvordan udvikler hesten sig nu videre til den dansende atlet vi ser for vores indre øje, og hvad er det helt præcis der sker med dens bevægelser?

For at finde en forklaring, må vi få en bedre forståelse for hvordan hesten bevæger sig. Det nemmeste er at tænke på en hest i trav, da traven er totaktet og derfor mindre kompliceret (for menneskets hjerne) end skridt og gallop. Det er også i trav vi arbejder med rygsving og svævemoment, som denne artikel koncentrere sig om. I trav flyttes de diagonale benpar parallelt, dvs. venstre bagben og højre forben flyttes fremad og sættes i jorden samtidig, hvorefter højre bagben og venstre forben flyttes fremad og sættes i jorden. Vi kalder traven en diagonal bevægelse, hvor piben til de diagonale ben til enhver tid skal være parallelle.

Traven har også et svævemoment: i øjeblikket efter det ene diagonale benpar har skubbet fra og inden det andet diagonale benpar har landet i jorden. Svævemomentet er typisk kort og jordnært hos den unge utrænede hest, men bliver potentielt længere og højere efterhånden som hesten bliver stærkere. Svævemomentet er et meget vigtigt element i rygsvinget og generelt for travens elasticitet. Et højt og relativt langt svævemoment giver desuden en meget blødere og mere skånsom landing for forbenene. Det ultimative svævemoment ser vi i passage, som måske kan ses som hestens udgave af spring i ballet. Den gradvise udvikling af et længere og højere svævemomentet er en meget god indikator på at hesten bliver stærkere på den korrekte måde.

For at forstå hvordan vi kan træne hen mod bedre sving/svævemoment, balance og vægtforskydning bagud, bliver vi nødt til at forstå hvordan bagbenene producerer og overfører energi til forbenene;

Parallel kraftudvikling:

For enkelthedens skyld beskriver jeg dette som om der ikke var noget svævemoment. Når venstre bagben sættes i jorden, løftes venstre forben, og det er derfor det venstre bagben som skubber det venstre forben fremad og sætter det i ”frit fald” så det kan tage for i landingen. Energiproduktionen er med andre ord parallel, da venstre bagben producerer fremdriften for venstre forben. (Dette er selvfølgelig kun dele af sandheden, da hesten allerede er i bevægelse fremad, og således også bruger denne generelle bevægelse til forbenets fremdrift. Og selv om bagbenet producerer selve fremdriften for forbenet, så deltager forbenet selvfølgelig også aktivt i bevægelsen ved at hesten løfter det op og strækker det ud.)

Video der forklarer og viser den parallelle kraftudvikling:

http://www.youtube.com/watch?v=RJQJX517rxo

Det næste vi skal tænke over, er hvilke ben der optager hestens vægt. Det diagonale benpar i jorden fordeler vægten mellem sig. Som hovedregel, så optager benene selvfølgelig mest vægt når de er indunder hesten. Dvs at i landingen og indtil forben og bagben står lodret under hesten, så optager bagbenet mest vægt og forbenet mindst. Når forbenet kommer indunder hesten og bagbenet begynder at skubbe fra bagud, så optager forbenet mere og mere vægt.

Bagbenets to forskellige slags afskub

Bagbenets afskub kan produceres på især to forskellige måder: ved at skubbe nedad eller ved at skubbe bagud (eller begge dele).

• Når bagbenet skubber nedad, giver det løft til forparten og forbenet og der kan skabes sving og svæv (diagonal kraftudvikling)
• Når det skubber bagud (bagved lodplanet), så skubber det hesten fremad og over på forparten

http://www.youtube.com/watch?v=fWClFC1BPDI

På videoen skubber hestene mere bagud end de skubber nedad, fordi de i den situation de er filmet, ikke har haft roen til at lade bagbenet falde tilstrækkelig mod jorden (forklaring kommer i næste afsnit). Derfor bliver nedadskubbet tydeligere demonstreret når jeg får en passage-video op at køre.

Diagonal kraftudvikling:

Vi forestiller os fasen hvor forbenet bevæger sig indunder hesten, og det diagonale bagben skubber fra. Hvis bagbenet skal kunne hjælpe forbenet med at løfte noget af dets vægt, skal det kunne skubbe med stor kraft ned i jorden (så hesten og dermed forbenet kan løftes opad). For at kunne skubbe effektivt nedad i jorden, skal bagbenet bruge vinklerne i benet som går fra at være bøjet når bagbenet er under hoften (og forbenet er på vej indunder hesten), til at være nogenlunde strakt når det skubber fra (og forbenet løftes fra jorden igen). På denne måde kan bagbenet hjælpe med at aflaste forbenet og løfte forparten til trods for at det ikke fysisk er indunder hesten. Bagbenet skal med andre ord lære at lade sig falde en smule mod jorden inden det skubber fra med stor kraft.

Video er under produktion af hest i passage J

Efterhånden som bagbenene bliver stærkere og skubber bedre ned i jorden, føles hesten lettere i forparten, og svævemomentet bliver længere. Ryggen begynder at svinge, forbenene lander blødere, hesten bliver behageligere at sidde på og den kan styres meget nemmere. Slutfasen i denne udvikling er passage.

Optræning af den diagonale kraftudvikling:

Hvordan udvikler vi så dette nedadskub? Det vigtigste er at vi accepterer at dette er en udvikling der sker over tid. Hesten skal både opbygge forståelsen for hvad vi ønsker, evnen til at placere sin krop i den rigtige position (løftet ryg, strakt hals osv.), roen til at lade vinklerne i bagbenet virke, og ikke mindst, muskelstyrken til at kunne løfte både forparten og den ekstra vægt fra rytteren med bagbensmuskulaturen.

Vores opgave er at give hesten den bedste mulighed for at gennemføre denne udvikling. Der indgår især to vigtige forudsætninger;

1: Hestens position skal være biomekanisk korrekt (dvs. ryggen er løftet, halsen er strakt og der er ingen knæk i T1, hverken nedad eller til siden)

2: Bagbenet skal arbejde aktivt med både bæring og afskub (dvs. der skal være en vis energi i bevægelsen).

Begge forudsætninger er som sådan lige så vigtige, da det korrekte afskub ikke vil udvikles hvis en af dem mangler. Men da det kan være svært at arbejde med begge disse forudsætninger samtidig, vælger mange at starte med enten den ene eller den anden først.

At starte med pkt. 2:

I nogle kredse sværger man til at starte med pkt. 2; hesten skal lære sig at bruge bagbenene, gå friskt fremad med en god energi, den må under ingen omstændigheder ”lunte” eller blive doven. ”Lige og fremad”. Når så man har energien i bevægelserne, begynder man at arbejde på positioneringen af hesten. Fordelen med denne metode er at man er sikker på man beholder en god energi i bevægelsen, hvilket kan være svært at opnå hvis hesten først har lært sig at ”lunte”. Med en talentfuld og naturligt rolig hest kan man med denne metode naturligt finde frem til elementerne i pkt. 1. Men mange heste mangler disse talenter, eller også mangler rytteren evnen til at finde frem til dem.

Hvis ikke man hurtigt finder frem til elementerne i pkt. 1, vil ulempen med denne fremgangsmetode være at det er en stor belastning for forbenene at bevæge sig i hurtigt tempo inden hesten har lært at aflaste dem vha den diagonale kraftudvikling. En anden ulempe kan være at hesten bliver stresset hvis den føler sig jaget, og derfor ikke vil lade vinklerne i bagbenene arbejde (kræver ro), samt at den begynder at sætte fra når bagbenets pibe kommer bag lodplanet, dvs. skubbe bagud (naturligt heraf følger at forbenet kommer længer indunder hesten og bliver sværere at løfte, og desuden bliver det nærmest umuligt for bagbenet at skubbe nedad når det er strakt bagud på denne måde). En sidste ulempe kan være at hesten pga. manglende balance i den høje fart vil have svært ved både at løfte ryggen, strække halsen, finde roen til arbejdet samt søge en blød kontakt i tøjlen (det kan altså blive svært at opnå pkt.1)

At starte med pkt.1:

I andre kredse startes med pkt. 1; Hesten skal lære sig at strække halsen, løfte ryggen og arbejde uden stress som det første, uanset om det bliver i lavt, det er underordnet. Her arbejdes tit på cirkler i dyb ramme, da cirklen hjælper hesten til at runde sig, både til siden og opad (løfte ryggen). Fordelen med denne fremgangsmetode er først og fremmest at hesten lærer at arbejde stressfrit. Desuden lærer den at løfte ryggen og svinge godt indunder sig med bagbenene (bære) hvilket er vigtigt for den videre træning. Ulempen kan være at hestene tit går ret dybt i lang tid, og dermed belaster forbenene (dog mindre end ved hurtigt tempo hvis hesten ikke bærer over ryggen), og at hesten kan have svært ved at lære sig at skubbe aktivt igen fordi denne træningsform primært koncentrerer sig om bæringsfasen. I disse kredse mangler måske også nogle gange fokus på vigtigheden af et aktivt kraftfuldt afskub, og mange kommer derfor aldrig videre til pkt. 2 med deres heste.

Hvis man skulle vælge ud fra hestens sundhed, var det nok bedre at blive hængende ved pkt.1 end ved pkt.2. Hvis ikke man har en udpræget rolig og talentfuld hest, vil jeg anbefale at starte træningen med pkt. 1, da den stressfri træning (ro i hesten) giver os enormt mange fordele i vores videre træning. Hvis man starter med pkt. 1, bør man bevæge sig videre til pkt. 2 så snart der er mulighed for det. Hesten må altså ikke blive ved med at lunte i lavt tempo. Så snart den kan finde ud af at løfte ryg og svinge indunder sig med bagbenene (bære), skal den opfordres til at gå friskt fremad (uden at nå grænsen hvor den igen spænder op). Det øgede tempo fremmer hestens lyst til at strække overlinien yderligere (dvs. søge frem til biddet), og det udvikler som sagt bagbenets nedadskub så hesten stille og roligt lærer at bruge den diagonale kraftoverførsel.

Øvelser for at styrke nedadskubbet:

Lige ud i remonteholdning:

løftet ryg, svingende/bærende bagben, afsats omkring lodret. Hesten lærer at træde lige fremad med begge bagben og således at energien ikke forsvinder noget sted på vejen frem.

Versaden:

Her placeres det indvendige bagben i direkte linje bagved det diagonale forben. Dette gør det meget lettere for hesten at bruge det diagonale bagben til at løfte forbenet, og giver derfor hesten en idé om den diagonale kraftudvikling (af denne årsag vil en hest i skridt diagonalisere bevægelsen i versaden, da det bliver meget nemmere for den at flytte sig fremad end hvis den skulle gå pass-agtig.Versaden er derfor også en god korrektion til heste med pas-tendenser i skridt)

Traversaden:

Cirkelen:

Nogle elementer at huske på:

• Kraften fra bagbenet skal kunne overføres til forbenet via en afslappet, løftet, arbejdende ryg.

• Halsen må ikke være løftet for højt (intet knæk ved T1) , men skal snarere være lang med åbne ganasher, og med hovedet lige foran lodplanet.

• Uden en god lang bæringsfase, får man ingen god afskubsfase.

• Jo længere bagud bagbenet kommer inden det skubber fra jorden, jo længer indunder hesten kommer forbenet (og optager med andre ord mere vægt). Dette er en af forklaringerne på at øget trav uanset udførelse er en relativt stor belastning for forbenene.

• Hvis ikke hesten er afslappet og tilpas, vil den mest sandsynlig ikke lade bagbenet/hoften falde mod jorden så afskubbet kan forbedres.

• En hest der ”jages” for at udvikle et godt afskub lærer som regel kun at skubbe bagud (med piben bagved lodplanet ved afsatsen og dermed også forbenet længere indunder hestens vægt), sænke ryggen, spænde op og dermed forskyde mere vægt til forparten snarere end omvendt.

• Det kan dog være nødvendigt med heste der helt har stoppet med at skubbe ordentligt (har gået og ”luntet”, blevet ”dovne” e.l.), at lade dem løbe noget fremad i starten for at give dem følelsen af hvad bagbenene kan bruges til. Men der bør ikke accepteres stress, sænken af ryggen e.l.