Artikler

Vi har 1 gæst online




Perry wood clinic PDF Udskriv Email
Skrevet af Live Bonnevie   
Mandag, 15. december 2008 12:28

 

Perry Wood – don´t break what you are trying to make
Der var fyldt på tilskuerpladserne da den anerkendte rideinstruktør og coach Perry Wood gæstede LN Hestesport-senter i Heggedal (Norge) fra d. 22. -25. november. I løbet af de 4 dage som kurset varede instruerede han ialt 16 forskellige equipager og han gjorde det på 16 forskellige måder.

 


Kunsten at gøre mindre
Det handlede først og fremmest om at gøre mindre. Ikke om at gøre mere. Og det handlede om hvad der sker i samspillet med hesten når man overfører følsomheden og opmærksomheden fra det gode arbejde på jorden til ridningen. Et af Perrys vigtigste budskaber var dette: Hvis du kan sidde på hesten og se ud som om du intet laver har du vundet –og det har hesten også.

 

Om læring

Perry delte niveauerne i rytterens uddannelse på en måde som var både morsom og genkendelig:

 

1. Ubevidst inkompetent
Du er overbevist om at du er en god rytter – og har det fantastisk!

 

2. Bevidst inkompetent
Du indser at du ikke er så god til at ride som du troede – og har det ikke helt så fantastisk!

 

3. Bevidst kompetent
En møjsommelig oparbejdet kompetance gør dig til en god rytter.

 

4. Ubevidst kompetent
Du bringer det bedste frem i enhver hest, uden det er nødvendigt at tænke over hvordan du gør det.

 

Om ændringer

At forandre den måde som vi rider på er udfordrende, fordi det ofte er svært at indarbejde mønstre som gør at vi rider som vi rider. I stedet for at forsøge at forandre gamle mønstre, fokuserede Perry på at lave nye. Hvis du for eksempel har en tendens til at blive anspændt i nedsidning i trav er det en god ide at gå ned i skridt før du bliver anspændt. Anspændthed hos rytteren forkorter rygsøjlen og evnen til at absorbere hestens bevægelser reduceres, og det bliver ubehageligt for både hest og rytter. Hvis du kan ride korrekt i korte intervaller er det bedst at afbryde før du bliver anspændt, så både din og hestens krop bliver vant til at genkende de rigtige øjeblikke. Får du to gode øjeblikke kan du avle på dem – og få flere!

 

Korrekt sæde

Flere af equipagerne ønskede at arbejde med at forbedre deres sæde. Ikke fordi de som udgangspunkt havde et dårligt sæde, men fordi de ønskede et sæde som indvirkede så korrekt på hesten som muligt. Når rytteren er i perfekt balance er hestens muligheder for at være det samme betydeligt forbedret. Og når hesten er i perfekt balance kan den bevæge sig med den samme frihed som den kan uden rytter. Et føl kan i løbet af sit første levedøgn så godt som alle bevægelserne som kræves på grand prix niveau. Jo bedre vi træner rigtig bæring hos hesten, jo mindre ”sidder vi i vejen” for den, og jo enklere er det for hesten at lave avancerede øvelser med en rytter på ryggen. Det var interessant at observere og mærke hvor meget friere hestene bevægede sig og hvor meget mere korrekt de brugte ryggen når rytteren justerede sit sæde efter instruktion fra Perry.

 

Ikke springe over det vigtigste
Alle bøger om ridning har en side hvor hestens benflytning i alle gangarter er illustreret. Dette er den vigtigste side i hele bogen, men det er måske også den side som er lettest at springe over. Udfordringen er at hvis du ikke ved hvordan hesten bevæger sig i alle gangarter og hvis du ikke til enhver tid ved hvor hestens ben befinder sig er dine muligheder for at indvirke korrekt kraftigt reduceret. Perry var meget optaget af at dette var viden som burde sidde i rytterens krop – ikke bare i rytterens hovede. Mødet mellem hest og rytter handler om samspil mellem to individuelle kroppe. Derfor anbefalede han forskellige øvelser for at styrke bevidstheden omkring hestens bevægelsesmønster. Der er få ting som vil styrke dine færdigheder som rytter mere end at øge følsomheden og opmærksomheden på dette område.

 

Timing af hjælperne.

Der var flere praktiske øvelser på kurset som fungerede som øjenåbnere for mange af deltagerne. Blandt andet en øvelse hvor deltagerne var sammen to og to og skiftedes til at være ”hesten” i ”equipagen”. ”Hesten” stod på alle fire. ”Rytteren” gik ved siden af og havde sine hænder på ”hestens” brystkasse, der hvor schenklerne normalt vil indvirke. Ved at have den rigtige timing af hjælperne og indvirke i harmoni med ”hestens” benflytning var det uhyre lidt som skulle til for at påvirke ”hestens” bevægelser. Perry illustrerede værdien af øvelsen ved at få en af deltagerne på kurset til at gå en perfekt schenkelvigning uden at lave andre forberedelser end at at time ”hjælperne” rigtigt. Ved rigtig timing er der nemlig ikke så meget andet at gøre end at følge hjælperne korrekt – det går af sig selv. En grum påmindelse om at det ofte ikke er hos hesten at begrænsningerne sidder. Hvis vi ikke ved hvad vi laver som ryttere ender vi gerne med at lave meget mere end nødvendigt. Og hvis du har dårlig timing bliver det ofte til at du er nødt til at kompencere ved at bruge mere kraft; blive hårdere i hånden eller mere aktiv med schenklerne. Det bliver hurtigt en ond cirkel som i næste omgang kan indebære skarpere bid og skarpere sporer i et forsøg på at kompencere for din egen mangel på kompetence.

 

Rigtig bæring og styrke
Statistisk set er forventet levealder for rideheste i Europa 8 år. I den spanske rideskole er den hele 25 år. Om ikke andet burde sådan en statistik fungere som tankevækker i forhold til om vi gør et godt nok arbejde i at træne vores heste til at bære os på en måde som er til at leve med for hesten – bogstavelig talt. Don’t breake what you are trying to make. Drømmen er perfekt samspil og perfekt balance hvad enten man er hobbyrytter eller konkurrencerytter. På konkurrencebanen er perfekt balance grundlaget for at vinde. For hobbyrytteren er perfekt balance måske stikordet for de øjeblikke du lever for: Øjeblikket hvor du og hesten er ét. Øjeblikket som synger.

 

Oversat fra Norsk af Hanne Bratholm

 

 Læs mere om Perry Wood på hans hjemmeside: http://perry-wood.com/

 

Senest opdateret: Mandag, 15. december 2008 16:02