Lidt om mig

Jeg hedder Tone Lygren, og er uddannet veterinær fra februar 2008.  Jeg har arbejdet i blandet praksis i Bredsten lige siden. Fra 1. december vil jeg dog arbejde kun med hest ved Ribe Dyreklinik. Min næste plan er at uddanne mig videre til hestekiropraktor.

I 2006 var jeg elev hos Bent Branderup i 3 måneder, og der begyndte for alvor min interesse for hestens biomekanik, dvs hvordan dens krop og muskler fungerer i bevægelse, og ikke mindst hvordan dens balance fungerer og hvordan energien fra bagparten kan bruges til at balancere og løfte forparten. Jeg fik også nogle rigtig gode og meget dygtige venner under praktikopholdet, og Alexandra Myhren inviterede både Julia Thut og mig op til Norge som gæsteundervisere i 2007. Op til kurset fik jeg seriøst travlt med at sætte mig ind i min nye interesse, jeg skulle jo undervise for mange mennesker - og jeg kan bedst lide at have godt styr på det jeg fortæller! Jeg søgte højt og lavt og læste alt jeg kunne komme over omkring hestens bevægelser og anatomi. Hver eneste ridetur på mine egne heste blev automatisk til en udforskning i hvilke muskler hesten bruger i hvilken bevægelse, hvordan den føles og ser ud når den går i balance og hvordan man kan se og føle om den er i ubalance. Der gik lang tid med denne undren, men langsomt fandt jeg frem til nogle svar :) Mange af svarene jeg fandt frem til, har jeg senere fundet ud af at andre havde fundet ud af længe før mig ;) Andre af svarene jeg fandt, har jeg stadig ikke fundet at andre også har beskrevet. Og ingen steder har jeg fundet en udfyldende men letforståelig beskrivelse af hestens biomekanik. Jeg fik derfor lyst til at videreformidle det jeg kan, og dermed opstod ideen til denne hjemmeside :)

Min erfaring med heste startede da jeg var omkring 8. Jeg gik i rideskole i 3-4 år hvor jeg red shetlandsponyer der var fulde af krudt, inden jeg fik min første helpartspony som 12 årig. Det var en lille skimmel der var blanding af norsk nordlandshest og lipizzaner, og som gik som ridelejr-pony i de norske fjelde om sommeren. Den var en super springer og frisk i skoven, men for mig der var lille av vækst og egentlig ikke havde særlig meget forstand på ridning, var den alt for stærk. Min entusiasme dabbet lidt af efter et halvt år, da jeg blev smidt af ude i skoven, men ihærdigt holdt fast i hesten som derfor kom til at gallopere flere gallopslag på min mave...

Jeg havde så et lille års pause før jeg fik en helpart igen. Denne gang på en rolig New Forest-hoppe, dog med sine egne meninger. Efter hende fik jeg halvpart på en blanding af shetlandspony og fjordhest. Dressur havde jeg forlængst opgivet, så vi red nogle rigtig gode ture i de store norske skove sammen med mine veninder isteden. Som 15-årig startede jeg at ride en araber-hingst. Han var en meget dygtig spring- og dressurhest der vandt mange konkurrencer med sin ejer. Jeg fik lidt dressurundervisning, men syntes stort set bare det var sort snak og slet ikke til at forholde sig til, så jeg holdt mig til spring og turridning :)

Da jeg 3 år senere købte en araberhoppe, fik jeg for alvor udfordringer. En ting var at ride en velopdragen og veluddannet hest, med den behøvede jeg slet ikke kunne ride dressur, for den kunne godt selv :) En helt anden ting var at ride en araberhoppe med egne meninger der var af udpræget ledertype, og som først blev tilredet som 6-7 årig. Hun gik ikke af sig selv i fin holdning som hingsten jeg var vandt til. Nejda, hun gik med næsen i sky, og bukkede kun halsen hvis man tvang hende til det med tøjlen... Hun mindede mig hele tiden på hvorfor jeg ikke kunne lide dressur, det var jo umuligt at finde ud af. Så det opgav vi helt og vi havde nogle supre år med masser af hurtige skovture :)

Jeg begyndte dog efterhånden at tænke at SÅ svært kan det da umulig være? Det må være noget omkring dressuren jeg bare ikke har forstået. Jeg indså at det nok var for sent at gøre min araberhoppe til dressurhest, men da jeg mægtig godt kunne lide hendes sind og energi, så avlede jeg et føl på hende for at starte på scratch. Jeg fik blod på tand med at læse om dressur inden jeg nu skulle i gang med en helt færsk udgave, og det var sådan jeg kom til at falde over Bent Branderups bøger. Han beskriver i sine bøger så nemt og forståeligt hvad det hele går ud på, så ved at læse dem fik til og med jeg mod på at prøve :) Jeg har så senere fundet ud af at han desværre laver lidt en overforenkling af emnet, men han skal alligevel have tomlen op for at få så mange ryttere til at se fidusen med dressur :) Når man har lært det på den oversigtlige og nemme måde, kommer så tiden til at grave sig dybere ned i emnet. Her følte jeg at både biomekanik og træningsfilosofi var væsentlig, og min egen dans (argentinsk tango og salsa) har også givet mig en meget større forståelse for hvordan det føles at blive ført ligesom hesten bliver det af sin rytter.